|
Firmaturen gik dette år til kokos øen Hainan
Medarbejdernes ”rekreationsklub” på Claus’ arbejde havde også dette år stillet flere forslag til hvor den årlige tur kunne gå hen og her blev øen "Hainan" valgt med stort flertal. Af økonomiske årsager var det dog ikke muligt at tage partnere med og dette betød desværre, at Carina måtte blive hjemme denne gang!
Allerede ved ankomsten til øen kunne man mærke forskellene fra Zhuhai. Landskabet var anderledes, varmen og fugtigheden var højere og man kunne tydeligt se at lokal-samfundet ikke var lige så udviklet som i Zhuhai. Men Hainan er et stort turist mål for mange, da den har rene strande og adskillige seværdigheder på øen.
Vi kørte i timevis igennem områder som dette. Mange levede af at dyrke deres rismarker, kokos nødder og mange andre afgrøder.
Mange hjem var ikke større end dette! Midlerne er helt klart meget små.
Der gik lang tid før vi fandt ud af hvad dette var! Disse store jord pyramider var virkelig overalt på hele øen – her taler vi om ti-tusindvis på marker, i skove, i skellene, i bjergene og i dalene – overalt!!! Det viste sig at det var deres gravsteder, som familien hvert år vedligeholdt ved at mødes og sammen renovere bunkerne for alle deres forfædre – mange gange adskillige hundrede år tilbage i tiden.
På øen var der smukke rismarker så langt øjet rakte. Dette er langt fra noget man ser omkring en moderne by som Zhuhai, så det var en fornøjelse endelig at se disse klassiske tegn fra Kina – den kinesiske bonde med hatten, som pløjer sin rismark med vandbøflen.
Hainan er meget kendt for deres kokos nødder. De laver mange produkter med kokos mælk – bl.a. chokolade, slik, kaffepulver, snacks og meget andet. Her kan man se en af de mange kokos landbrug efter høsten er kommet hjem.
Langs vejkanten kunne man købe kokos nødder i de mange boder.
Typisk Hainan landskab med græssende bøfler. Det er svært at se på dette billede, men der var næsten altid en kineser i nærheden af hver bøffel, da mange ikke har råd til mere end denne ene.
Familie, venner, grøntsager, brænde og andet bliver ofte transporteret frem og tilbage i disse rickshaw-agtige køretøjer.
Når man kommer ind til byen vrimler det simpelthen med disse køretøjer. Næsten alle kører på knallerter eller de 3 hjulede knallerter med kahyt bagpå. Mange er kørt langt ude fra provinsen og ind til byen for at sælge deres grøntsager eller brænde og det kan umuligt indbringe mere end hvad der svarer til 10-20 kroner!
Byens mekaniker har travlt. Alle byens vogne skal have en gang ”Pava rust beskyttelse” eller får den mon her installeret tyveri alarm pga. de seneste tyverier, hvor de bedste vogne smugles til Polen i containere :-)
Båden til venstre i billedet fragtede os ud på denne enorme sand-klit, der var et enormt flot syn i kontrast til det andet frodige, kinesiske landskab. I baggrunden ses fastlandet.
Klitten havde dog en enkelt beboer, der havde valgt at bo i nede i den ene ende – langt væk fra turisterne!
Turen gik videre til en meget populær strand for kineserne. Hainan er meget kendt for sine hvide sandstrande og kollegerne var vilde med dette sted.
Og det var skam også et dejligt sted – bevares! Meeen… selvom Claus er og bliver en ”disco dreng”, så var dette for meget! Kineserne har en hidtil uset evne til at ødelægge smukke steder som dette, ved at banke et kæmpe højtaler-anlæg op, hvor alle idioter der nu har lyst, kan krænge deres drøbel lyde ud til alle på stranden ved at synge karaoke til en ekstremt dårlig kopi af en vestlig sang! Så nyd stilheden på billedet :-)
De enkelte ældre der var på stranden havde sat sig i skyggen under palmebladene og betragtede de unge menneskers adfærd.
Dette var virkelig en af de største oplevelser på turen! Vi var nogle stykker der forvildede os ned i de skumle lokale gader, langt væk fra hovedgaderne og her blev vi pludselig råbt an af nogle lokale kinesere. De sad nogle stykker og nød deres kammerat spille på dette ældgamle kinesiske instrument, der hed noget i retning af en ”arhu”. Kun 2 strenge og en lille dåse forneden med en membran af slangeskind. Melodierne og tonerne var så smukke og klassisk kinesisk, at vi måtte hen og hygge os med dem.
Vores nye ven måtte også lige brillere med at han også kunne spille på dette sjældne vestlige instrument, kaldet en violin. Begge instrumenter beherskede han flot og vi sad i 1 times tid og nød hans fortolkninger af gamle kinesiske klassikere om perioden under Mao, om kærlighed og også den kinesiske nationalsang.
Da vi pegede på hans 3. og sidste instrument bag ham og indikerede, at vi også gerne ville høre hvad det kunne, så slog de sig på lårene og skreg af grin. Det viste sig at være en kæmpe bambus vandpibe, som hurtigt blev stoppet med tobak og demonstreret til ære for de vestlige gæster.
Piben blev herefter sendt på omgang til selskabet. Denne herre var den eneste der kunne en smule engelsk. Det utrolige var, at han ikke havde brugt sit engelsk siden han var gået ud af skolen og dette var første gang i hans liv, at han havde mødt udlændinge han kunne snakke med!
Næste dag tog vi alle videre til en kinesisk seværdighed, som af kolleger blev oversat til ”Verdens ende”. Det var en stor, flot park på sydkysten af Hainan og her ses hvor farverig og smuk parken fremstod.
Pigerne her var klædt i traditionelle kinesiske klædedragter og de tjente penge ved at stille op til fotografering sammen med turisterne.
Nu sidder Claus jo i et voksent forhold, der er baseret på kærlighed, tillid og gensidig respekt, men de kinesiske kolleger pressede ham hårdt til at få taget et billede med denne smukke pige! Hun skal jo også tjene nogle penge – og som en god ven plejer at sige: ”Ja, man er jo ikke lavet af træ! :-)
Der var underholdning med elefanter som kunne give gæsterne hat på til alles store begejstring. Godt Carina ikke var med, for så havde elefantpasserne fået tæsk med den gule, sylespidse kæp som de brugte og besked på at slippe dem løs med det samme!
En erfaring rigere! Selv den største Buddha bryder sammen af grin, når man kilder ham i navlen!
Claus nyder her en meget kendt, lokal specialitet. Slange og kyllingekød tilberedt i en kokos nød med kokos sovs og ris.
Nu ved vi hvordan udenlandske turister har det, når de ser ”den lille havfrue” i København!
Mine damer og herrer: Denne store sten er simpelthen ”Verdens ende” ifølge kineserne!!! En sten som vi hurtigt omdøbte til ”Verdens rø*hul”, da vi følte os grundigt taget bagi :-)
| 
